I vildmarken er der ingen, der klapper

Solovandring er både den sværeste og den letteste måde at gå på. Uden nogen at læne sig op ad, skal man selv finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert.  

Første nat på egen hånd i Grønland. Solen går ikke ned før om en måneds tid, så jeg er nødt til at tjekke mit ur for at minde mig selv om, at det er tid til at slå lejr. Morgendagens etape går mellem søerne og ned til det sneklædte pas i baggrunden.

Jeg er stadig ved at lære at navigere i stilheden, da jeg en julidag for et par år siden krydser et iskoldt vandløb på Diskoøen ud for Grønlands vestkyst. Jeg har brugt størstedelen af en time på at finde et vadested og på at komme over det brusende vand. Min erfaring med at krydse vandløb er på det tidspunkt ret begrænset, og jeg har svært ved at beslutte mig for, hvor det er sikkert at krydse over.

Da jeg endelig finder et sted, smider jeg bukser og støvler, skifter til mine kondisko og begiver mig smerteligt langsomt gennem det iskolde vand. For selv om solen skinner, så kommer vandet oppe fra de sneklædte bjerge, og det kan mærkes. Oppe på den anden bred, forfrossen men i sikkerhed og pumpet fuld af adrenalin, hører jeg stilheden mere rungende end nogensinde.

På trods af den ellers møjsommeligt opbyggede spændingskurve og de bare – kun let blåfrosne – ben er der ingen til at klappe af min bedrift. Her er kun mig, og den her vanttige tur er kun for min egen skyld. Så jeg tillader mig et diskret sejrshyl, mens jeg lader rusen strømme frit. Så pakker jeg mig selv og mine ting sammen og går videre mod næste udfordring.

(læs resten af artiklen på pilgrimsvandring.dk, hvor den blev udgivet den 20. april 2020)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *